Skuespillere:
Mel Gibson, Joaquin Phoenix, Rory Culkin, Abigail Breslin, Cherry Jones, Patricia Kalember, Jose L. Rodriguez
Instruktør:
M. Night Shyamalan
Filmgenre:
Science Fiction, Thriller
The Official Homepage
“Ganske udemærket film… Der er god spænding og jeg fik bidt i neglene af spænding et par gange! Man kan diskutere slutningen… det var lige en tand for plat og “visuelt” for mig men Signs er klart seværdig især hvis vil se endnu en film om “rumvæsner”. Mel Gibson spiller som sædvanligt godt og en af hans medspillere, Joaquin Phoenix, spiller også godt, ham kender vi bl.a. som skurken i Gladiator… Se den hvis du kan lide spænding!” -Barner.dk”
Den unge Hollywood-komet, indisk-fødte M. Night Shyamalan, er på banen med sin anden film siden mega-gennembruddet Den Sjette Sans fra 1999. Og med scifi-thrilleren Signs beviser Shyamalan igen, at han til fulde forstår at skabe intensitet og spænding med endog meget enkle virkemidler.
Premieredatoen på M. Night Shyamalans nye thriller Signs kunne ikke være mere velvalgt, for på overfladen handler filmen om de mange korncirkler, der på mystisk vis dukker op på denne årstid. Det skaber jo en naturlig hype omkring filmen, men det skal man nu ikke lade sig forlede af, for hvis man ser Signs med forventningen om en ny Independence Day (1996), bliver man slemt skuffet ? bulder og brag er ikke Shyamalans metier.
Nej, Signs er derimod en afdæmpet og meget effektiv thriller, der benytter sig af enkle virkemidler til at formidle sin historie. Centrum for filmens begivenheder er den tidligere præst Graham Hess (Mel Gibson), der en morgen opdager et omfattende korncirkel-mønster i sin majsmark. Hess bor ?in the middle of nowhere? med sine to børn og broderen Merrill (Joaquin Phoenix), og lige fra filmens første indstilling er man som tilskuer klar over, at familiens lille landmandssted huser en aldeles trykket stemning. De mystiske korncirkler ? og en række sære hændelser – gør selvsagt ikke situationen bedre, og alle andre end Hess er snart overbeviste om, at der er aliens på spil. Om de får ret, vil jeg ikke afsløre her…
Hess er filmens centrale person, og som nævnt står det hurtigt klart, at han indirekte er årsag til den dårlige stemning på gården. For ikke så længe siden mistede Hess nemlig sin kone i en meningløs trafikulykke, en hændelse der fik den tidligere præst til at forsage sin Gud. I løbet af filmen bliver Hess? troløshed sat på alvorlige prøver og det største spørgsmål er, om Hess i sidste ende vil revurdere sit valg. Når det så er sagt, skal det tilføjes, at filmens finale er dens eneste svaghed. Shyamalan viste i både Den Sjette Sans (1999) og Unbreakable (2000), at han er glad for overrumplende twists til sidst, men den del virker en kende fortænkt i Signs.
Bortset fra den lidt dvaske slutning, så er filmens første halvanden time til UG med kryds og slange. Shyamalan giver sig rigeligt med tid til at fortælle sin historie og køre brikkerne i stilling, og man sidder hele tiden på kanten af stolesædet for stemningen er metertyk. Udover den ganske spændende historie, så er det fornem brug af filmiske virkemidler som små bevægelser i billedet, suveræn lyssætning, overraskende surround sound-effekter samt et genialt score af James Newton Howard, der er med til at lokke koldsveden frem hos tilskueren. Signs indeholder også enkelte comic-reliefs, og her må man sige, at Joaquin Phoenix virkelig tager kegler. At se ham med sølvpapirshat på hovedet sammen med ungerne er guld værd!
Den fortættede stemning i Signs underbygges ligeledes af det glimrende skuespil. Mel Gibson er overbevisende i sit portræt af den frafaldne præst, og han spiller med en klædelig ydmyghed overfor materialet. Joaquin Phoenix er fin, ja til tider hylemorsom, som broderen Merrill, der dækker over sin angst med en påtaget sej attitude. Og ligesom Shyamalan fik meget ud af Haley Joel Osmont i Den Sjette Sans, så får han ganske gode og troværdige præstationer ud af både 13-årige Rory Culkin og 6-årige Abigail Breslin. Specielt Culkin har nogle stærke scener med Mel Gibson.
Alt i alt er Signs en glimrende og langt henad vejen velkonstrueret scifi-thriller. Filmens forløsning er som nævnt en kende flad, men det er så langtfra en flad fornemmelse man har, når man forlader biografen. Store dele af filmen er nervepirrende spændende og man skal være ualmindeligt hårdhudet for ikke at give efter og lade sig forføre af M. Night Shyamalans enkle og effektive virkemidler.
