Juletræet uden sin pynt 

Digt af Mark Barner

Juletræet stod i baggården
lidt skævt, henkastet
halvt lænet op ad skraldespandene
i nyfaldens sne
der allerede var blevet til frost

Nåle dryssede som minder
ingen samlede op

Det huskede varmen
stuen, sangene
gulvet der knirkede
børnestemmer og latter
hænder der rettede på grenene

Med minder om en tid
hvor det stod rankt
i varm sol og nærende regn
blandt andre træer
hvor vinden kendte det ved navn
og fuglene satte sig uden frygt

Dengang var det smukt
før nogen sagde det
før saven
før den rodfattige fod
der altid vaklede

I stuen bar det vægten
af kugler
lys
forventninger
og blikke der sagde
du er noget særligt

Og træet troede dem
stolt på en ny måde
med umage
strakte det grene og nåle

Nu stod det pludselig her
i kulden
uden beundrende blikke
og spejdede efter mening
hver gang døren gik op
hver gang trin nærmede sig

Nu
tænkte det
nu kommer nogen
nu skal jeg op igen
sprede glæde
stå i varmen og ses
høre latter og sang

Men det var altid noget andet
en sort pose
en brun kasse
rester af et liv
alt blev forladt her

Små træer kom til
stod tæt
hviskede det samme håb
med nåle der allerede slap

Hunde standsede
snusede interesseret
bed i de tørre grene
vandede den skårne stamme
men forsvandt igen

Viceværten sparkede
for at få plads
ingen sang
kun vrede ord

Fuglene kom ikke længere
Ikke brugbar?
Ikke værdig?
Rank før -nu bøjet
grøn før -nu brun

Så en dag
stemmer i det fjerne
fløjten nærmede sig
handsker greb
stærke hænder

Endelig
tænkte det
trods frostne grene
noget nyt begynder
jeg er nyttig

Ud af baggården
ud på gaden
den store vogn
rusten
larmende
stinkende
med en klap
der slog som et låg

Op
ind
skubbet
mast
sammen med det efterladte

Luften forsvandt
grenene gav efter
knækkede
uden skrig
knirkende metallyde

I mørket forstod det
håbet havde været hele rejsen
og her sluttede den

Ingen stue
ingen lys
ingen stemmer

Kun trykket
bevægelsen
tyngden
væk

Som en ligvogn
langsom kørsel
sidste stop

Ingen beundring
ingen mening
ingen sang
ingen tak

Bare stilhed
med et sidste minde
om at have stået levende
i fuglesang og sol
…engang.

Udfordring – Ordleg: Kan du undgå at sige “nej” og “men” en hel dag?

UDFORDRING: Kan du gå en hel dag, uden at bruge negationer i dit sprog? (Undlad “ikke” og “men”).

Reglerne:

Du skal fuldstændig undgå at bruge ordene “ikke” og “men” en hel dag.
Skulle du alligevel komme til at gøre det enten på skrift eller mundtligt, så skal du omskrive / omformulere sætningen uden brug af negationer.

Sig feks. ikke: “Vil du ikke lade være med at løbe indenfor”
Sig i stedet: “Du må gerne løbe udenfor. Herinde går vi.”

Sig ikke: “Vil du IKKE have et stykke pizza?”
Sig i stedet “Vil du have et stykke pizza?”
Sig ikke: “Du er sød MEN mor er sødere”
Sig i stedet “Mor er sødere end du”

Gør det endnu sjovere:

Deltag i udfordringen med familie eller venner du er sammen med: For hver gang en person bruger en negation, får den der tager en i det, et point. Personen der bruger negationer, mister 1 point.
Er man ude af stand til at omformulere sin sætning uden negationer indenfor 1 minut, så får vedkommende, der opdagede negationen, 1 bonus point yderligere.
Omformulerer man selv sætningen inden man bliver opdaget af andre, så mister man ikke et point.

Point:

Den med flest point vinder. Og man kan få 1., 2. Og 3. plads i udfordringen.
Taberen skal give de andre is (eller andet), så 1. pladsen får en lækker vaffelis imens 2. Og 3. Pladsen får en ispind.

Det er en sjov og udfordrende leg, hvor man bliver udfordret og bevidst om sit eget sprog. Man kan endda blive en bedre sælger eller motivator, for andre. Børn jeg har lavet udfordringen med, er blevet så hurtigt bedre til

God fornøjelse – og skriv gerne i kommentarerne, om hvem der tager udfordringen op og især, hvor mange point eller minuspoint man endte med i slutningen af dagen 😂

Ps. Man skal også undgå at sige “neeej”, feks. når man siger “neeej, hvor smager det godt!” Eller “neeej hvor er det godt scoret”.

Joke : Kender du historien om der var en gang?

Der var engang, og for enden af den gang var der en dør, og inde bag den dør var der et lille rundt værelse, hvor der sad en skaldet mand i det ene hjørne og kløede sig i håret, mens han læste i en bladløs bog.

Så bankede det på fordøren, så gik han ud og åbnede bagdøren og der stod en mand, med en pistol i hver hånd og en kniv i den anden. Så blev han så bange at han løb op på øverste etage og kravlede ud af kældervinduet. Han løb ned til havnen, hvor der lå 3 skibe, et skib der ikke var der og så et halvt skib, men det kunne kun sejle halvvejs. Så tog han det skib der ikke var der og sejlede ud på en øde ø, hvor øens kannibalerne tog godt imod ham.

Han gik en tur på øen og så fald han ned i et bundløst hul fyldt med huller som han ikke kunne komme op af. Han tænkte på at give sig en på kassen, så han fik så mange kasser, at der var nok kasser til at kravle op ad hullet. Men der kom han i tanke om at han havde en stige derhjemme, så skyndte han sig op af hullet, sejlede hjem efter stigen og tilbage igen, så hoppede han ned i hullet for at kravle op af stigen, uden det steg ham til hovedet.

En dag ville han ikke være på øen mere, men da han kom tilbage til havnen fandt han ud af at hans skib stadig ikke var der, så han besluttede sig at svømme hjem, men da han kom halvvejs kom han i tanke om at han ikke kunne svømme og så druknede han, men lige inden han kom i nød, så gav sig selv en på nøden, knækkede nøden og så sejlede så hjem i halvdelen…

Da han kom hjem ringede hospitalet og fortalte at hans kone lå på det yderste, så skyndte han sig at skubbe hende ind på det inderste og så lagde han sig til at sove en hel søvnløs søvn. Da han vågnede igen, kom han i tanke om at han helt havde glemt at drukne færdig, så han gik ud og druknede videre.

Julens bedste nytårsopskrift – på druktur med Kirsten Hüttemeier (hyldest)

Jeg husker kun Kirsten Hüttemeier svagt men det jeg husker bedst er, andre der talte om, hvor skøn hun var og hvilke dejlige nemme opskrifter hun kastede os andre ud i. Hun havde et skønt dansk og var meget artikuleret i sine tv-programmer. Det var, som at se sin bedstemoder i køkkenet, hvor hun skulle ‘traktere’, som man også synger i julesangen.

Jeg er selv vokset op med en mor, som elskede at stå i køkkenet og jeg mindes, hvordan alle gæster der spiste med, altid roste hende til skyerne for sine madkundskaber. Derfor var det nærliggende for mig også at lære at lave mad og jeg var meget aktiv i køkkenet, når hun satte mig igang. Jeg ser nu, hvor forkælet jeg har været, at vokse op med så meget passion for mad med en mor med så megen talent.

Da jeg så disse youtube videoer med Kirsten Hüttemeier, gik op for mig at mange danskere og især unge ikke ved hvem hun er. Derfor har jeg et ønske om at, hvis man så en forkortet og måske mere humoristisk video, så ville andre få øjenene op for hendes legendariske tv-programmer. Jeg gav mig derfor i kast med at lave en for-sjov video, af hendes skønne væsen og talemåde. Det blev til en useriøs sammenklippet video på lidt over 2min, hvor temaet er at alkohol passer godt ind i al madlavning. 🙂 Jeg havde megen sjov med at lave videoen og inspirationen kom fraktisk fra Martin Brygmann og Ulf Pilgaard, som begge også har lavet deres parodier på Kirsten Hüttemeier – Fantastisk. Se dem herunder og del gerne min ovenstående video, så andre unge og gamle kan få lidt sjov ud af at se “Kirsten Hüttemeier på druktur i køkkenet” 🙂  🍾

Dette indlæg er dedikeret til madlavningslegenden, Kirsten Hüttemeier. Tak for inspirationen ❤️

Martin Brygmann, som Kirsten Hüttemeier

https://www.youtube.com/watch?v=6cL4-IutTac&ab_channel=pomfritly

https://www.youtube.com/watch?v=binH3qJhmVs&ab_channel=pomfritly

Ulf Pilgaard, som Kirsten Hüttemeier

https://www.youtube.com/watch?v=sl4gmZutVZU&t=161s&ab_channel=dkFilmogTv