Den globale bekymring om verdens sociale og miljømæssige udvikling retter i disse år blikket stift mod de globale virksomheder. Virksomhederne forventes ikke kun at levere et økonomisk fundament for verdens udvikling, men virksomhederne overdrages også i stigende grad ansvaret for at løse substantielle dele af verdens sociale og miljømæssige problemer. Mens virksomhedernes respons i starten af 1990’erne var præget af en vis modvilje, træghed og overraskelse over samfundets udtrykte forventninger til deres deltagelse i store samfundsspørgsmål, træder både store og ikke-så-store virksomheder i dag ind på den politiske scene drevet håb om mere legitimitet og større profit.

En central del af denne politiske rolle er produktionen af etiske kodeks og CSR-politikker og CSR-rapporter, hvor virksomhederne dokumenterer deres villighed og handlekraft til at sætte ind overfor globale humanitære og miljømæssige udfordringer. Mens det i de fleste lande er frivilligt at rapportere om CSR, blev det i Danmark gjort lovpligtigt i 2008 for de største virksomheder.

Det er ikke uvæsentligt at bemærke, at det stadig er virksomhederne selv, som bestemmer om hvad og på hvilke områder og hvilke aktiviteter, de rapporterer. Alligevel vælger flere og flere globale virksomheder årligt at producere ressourcekrævende CSR-rapporter efter UN Global Compacts principper, hvor de fremviser og dokumenterer deres indsats på en række områder, som i videnskabelige analyser argumenteres for at gøre virksomhederne til eksplicitte politiske aktører (e.g. Scherer & Palazzo 2007, Crane, Matten & Moon 2010).

Apple er én af disse virksomheder. Apple har netop fremlagt deres femte CSR-rapport, som de fremadrettet kalder Supplier Responsibility. 2011 Progress Report. Her kan man igennem 25 sider læse om resultaterne af Apples engagement med et uvildigt auditerings-firma, som i 2010 har besøgt 127 (imod 39 besøg i 2007) af Apples underleverandører i Kina, Taiwan, Thailand, Tjekkiet, USA, osv.

Der rapporteres blandt andet om anvendelse af 49 børn til fabriksarbejde, mindre end minimums-betaling for normal arbejdstid og manglende betaling for overarbejdstid til halvdelen af medarbejderne, for få hviledage, for mange arbejdstimer, ulovlige ansættelsesgebyrer som stavnsbinder immigrant-arbejdere, for mange farlige kemiske stoffer i produktionen og i produkterne, osv. Og et særligt kapitel i rapporten er viet selvmord på Foxconns fabrikker.  Apple beskriver, hvordan man allerede i juli 2010 iværksatte en række undersøgelser og aktiviteter for at undgå flere end de 11 selvmord og 4 selvmordsforsøg blandt medarbejderne hos den kinesiske storleverandør.

Det er en rapport, som tegner et portræt af en virksomhed, der synes oprigtigt at bekymre sig om klodens sociale og miljømæssige tilstand, og som leverer en næsten åbenhjertig indsigt i virksomhedens uhensigtsmæssige og illegitime gerninger. Eller mere præcist: dens underleverandørers illegitime gerninger. Apple selv fremstår nemlig som en aktør, der ønsker at bidrage til forbedringer ved at levere systematisk indsigt i de uhensigtsmæssige implikationer af dens egne internationale engagementer for derefter at producere omfattende tiltag for at forbedre sig.

Det er en bemærkelsesværdig rapport, fordi den fremhæver mange problematiske situationer omkring arbejdsforhold og miljø. At læse indholdsfortegnelsen i Apples rapport vækker associationer til statslige løfter over for et demokratisk lands borgere. Apple taler om: “empowering workers”, “protecting foreign contract workers”, “improving supplier management systems”, “monitoring compliance”, “holding suppliers accountable”, og “monitoring the source of extractives”. Man lader sig imponere over Apples enorme frivillige indsats (jeg tør ikke gætte, hvad dette apparat af auditører og kurser og kommunikationsmateriale har kostet) for at fremstå – ikke blot som et globalt feteret brand – men også som en virksomhed, der formår at spille med sine moralske muskler (Mintzberg 2004) og udvise vilje til at lade sig se efter i kortene: ”vi er endnu ikke tilstrækkeligt socialt og miljømæssigt ansvarlige, men vi arbejder systematisk på at blive det, og vi har ikke noget at skjule”.

Lad os lige huske på at Apple er et globalt ikon, som nyder verdens beundring på linie med Silicon Valley naboerne Facebook og Google. De er alle del af Silicon Valley IT-bølgen, hvor deres sociale teknologier og mobile apps har gjort dem til globale stjerner, som leverer teknologiske platforme for kommunikation. De har vist hele verden, hvordan de er blevet indbegrebet af både moderne politiske samfundsrevolter og progressiv økonomisk forretningsudvikling. Med den globale stjerne-status følger en øget opmærksomhed omkring Apples handlinger og flere eksplicitte forventninger om, at Apple også viser førerskab ved at optræde som en legitim samarbejdspartner på globale markeder. Apple har for eksempel tidligere oplevet, hvordan Greenpeace har produceret kritiske kampagner om deres tilsidesættelse af miljøhensyn. Det samme har Facebook og Google. Så Apple opfordres og forventes – ligesom mange andre virksomheder – at producere årsrapporter om deres bidrag til at løse samfundsproblemer. Og det gør de så.

Men mens vores og aktivisternes energi og mediernes opmærksomhed samler sig om Apples CSR-aktiviteter og virksomhedens ansvar, indsats og villighed til at sætte ind for at forhindre endnu flere børn som arbejdere på kinesiske fabrikker og endnu flere selvmord blandt Foxconn-fabrikkens én million medarbejdere, rumler en anden historie om Apple i baggrunden.

Den historie handler om, i hvor høj grad vi tør give virksomhederne ansvaret for at løse substantielle dele af verdens sociale og miljømæssige problemer. Den handler om sårbarheden i borgernes nye tillid til, at virksomhederne kan udføre statens job.

Apple beskriver omhyggeligt, hvordan virksomheden flere gange har fravalgt bestemte underleverandører som f.eks. har børnearbejdere. Er det udtryk for social ansvarlighed at fravælge underleverandører med børnearbejdere? Kunne Apple i stedet have gjort noget for at hjælpe disse børn? Apple nævner faktisk, at de også har sørget for at forbedre forhold for 49 børn i 2010. 49 børn? Er det nok? Og hvordan har de hjulpet børnene? Apple nævner også, at de arbejder for at forhindre flere selvmord ved blandt andet mere information til arbejderne og ved at spænde net ud under højhusene i Foxconn-området. Er det godt nok? Er det en socialt ansvarlig måde at hjælpe selvmordstruede kinesiske arbejdere på?

Apple er desuden kendt for – ifølge en kinesisk insider – at være villig til at gå til ”ekstreme metoder” for at bevare sine hemmeligheder, og Apple beskyldes – samtidig med publiceringen af den progressive CSR-rapport – for at ville skjule overgreb på menneskerettighederne ved at være indblandet (og i fald vidende) om voldeligt overfald på en korrespondent, som rejste til Foxconns fabrik for at foretage en kritisk undersøgelse af Apples arbejdsmetoder hos underleverandøren. Hvorfor er denne kritiske hændelse ikke registreret i 2010-rapporten?

Det er indlysende, at en virksomhed ikke kan løse alle sociale og miljømæssige problemer, som den involveres i. Det er lige så indlysende, at den heller ikke kan rapportere om alle kritiske hændelser, som opstår omkring dens aktiviteter. Det er heller ikke alle forhold, som er interessante for eksterne publikummer. Men det er værd at bemærke, at virksomheder selvstændigt og strategisk vælger, hvilke CSR-aktiviteter, de gennemfører, og hvorvidt de vælger at rapportere om dem. De sætter selv dagsordenen for, hvilke kritiske forhold der fortjener en plads i CSR-rapporten, og hvilke der ikke får lov at optræde.