Vi er alle ens – Opdrager du dine børn korrekt? Er de originaler eller følgere…? Er du?

Vi er alle ens – Opdrager du dine børn korrekt? Er de originaler eller følgere…!? Er du? 

Du tænker sikkert meget over, hvordan du lever dit liv. De fleste af os sammenligner vores liv i forhold til rigtigt og forkert, men hvem definerer det? 

Vi lever i et samfund der er bygget på normer og værdier, hvilke vi prøver at følge bedst muligt. Der er afvigere. Dem der vælger at leve udenfor samfundets normer på den ene eller den anden måde. De mennesker bliver der ofte set ned på, med mindre at de gør noget exceptionelt – noget kreativt. Men de mennesker, der lever et exceptionelt liv og ikke følger normerne, bliver forunderligt nok ikke set på som rollemodeller. De bliver betragtet som unikke individer, der gør noget ingen andre kan efterligne.

Samfundet opdrager os til ikke at tænke ud af boksen. Vi bliver skolet ens, for at få kendskab til videnskab, matematik og at memorere den viden. Der er ikke megen tid og plads plads i skolen, til de kreative fag, som musik, billedkunst og håndarbejde. Ved at udelade de kreative fag og kun gøre plads til de videnskabelige fag, kommer vi alle til at passe ind i den akademiske verden – og dog. Vi er ikke alle ens og gudskelov for det! Men at skole alle ens, kan sammenlignes med at tvinge en guldfisk til at lære, at den skal kunne klatre op i toppen i et træ for at kunne passe ind i denne verden. Når så guldfisken, på mystisk vis, har lært det, så skal den, ud fra samfundets normer, også lære andre guldfisk, at det er den eneste korrekte måde at ’leve’ på… Ironisk? Ja og det er netop dét dette blog-indlæg handler om. For at fortsætte med guldfisk-sammenligningen, så kan man forestille sig at om flere generationer af guldfisk, der hver især har lært hinanden op i at kravle i træer, selvom de helst vil svømme. Så lærer de hurtigt at fortælle alle guldfisk at det er >>forkert<< at svømme, men korrekt at kravle i træer. På denne måde tvinger vi et samfund til at makke ret, i stedet for at følge intuition, lyst og passion! Er det korrekt opdragelse?

opdragelse alike kortfilm Vi er alle ens - Opdrager du dine børn korrekt? Er de originaler eller følgere…? Er du?

Tænk over hvordan du opdrager dine børn og ivrigt forsøger at få dem til at passe ind i samfundet, ”for ellers kan de jo ikke trives”. Tanken bag dette er logisk, men gør det den korrekt? Kunne man forestille sig at du i stedet for at fortælle dine børn, at ”frøen er altså grøn og himlen er blå, du har byttet om på farverne lille skat!”, i stedet tog med på rejsen og selv prøvede at forstå at dine børns farvevalg (læs: Handlinger). De er lige så korrekte som dine – måske endda endnu mere korrekte end dine, for du er jo, kort sagt, hjernevasket af din opvækst, samfundsnormer, religion og vaner!

I kortfilmen her, “Alike” (oversat ”Ens”), bliver det skåret meget ud, hvordan vi agerer i hverdagen, hvad der forventes af os og hvad vi forventer af andre – også af vores børn. Vi vokser op og lærer at se verden i sort-hvide skalaer. Vi får besked på at gøre ting på en bestemt måde, som bliver anset som den ”rigtige måde”. På den måde formår vi at nedbryde de kreative og selvstændige tankegange, allerede hos vores egne børn, der hellere skal kunne skrive perfekt, end at udleve deres originale kreativitet, som ikke er skolet, men som er passion, innovation og inspiration.

Prøv at sæt dig ned og se på nogle børn, dine egne måske. Deres kreativitet spirer og de kan få de mest fantastiske eventyr ud af ingenting. Et barn kan være en tur i Zoologisk Have og komme hjem og energisk fotælle om turen til sine forældre. På sin tur har han oplevet både dinosaurer og pingviner der danser breakdance. Hvem vil ikke ønske, at kunne have oplevet den tur i Zoologisk Have på samme måde? Er det din opgave, som forældre, at få dine børn til at forstå at de ”ikke dansede breakdance, for det kan de ikke!”, “Der findes ikke dinosaurer”, ”Hold op med at lyve og overdrive” (for det gør mor/far utryg), ”Du er fjollet og din fantasi løber af med dig!” (fordømmende og forkertgørende). Eller siger du ”Wow, hvor spændende! Havde de også kasket på? Hvem var bedst til at danse, pingvinerne eller dinosaurerne?”…

Nogle voksne formår at beholde deres barnlige kreativitet, der vil dog altid være flere begrænsninger end hvad et barn har, fordi vi som voksne altid er farvet lidt af den sort-hvide måde at se verden på, som vi langsom tvinges til kvad vores samfund. Vi vil måske kunne se den flyvende hest i skyernes former, men vi kommer muligvis aldrig til at se fabeldyret, der danser med dinosaureren… Kan du? Eller rettere, vil du?

alike kortfilm Vi er alle ens - Opdrager du dine børn korrekt? Er de originaler eller følgere…? Er du?

Udfordring: Er du sort/hvid eller kan du opleve verden, som et barn kan?

Som udfordring kan du i dag gå udenfor og gå en tur – ikke for at gå en tur, men for at opleve verden. Prøv at lægge mærke til skyernes former, blomsternes farver, deres duft, lydende osv. Hvad ser du/oplever du? Kan du få en blomst til at ligne et dyr, hvis du drejer hovedet og bruger din fantasi? Prøv at lægge dig i græsset og oplev de drivende skyer, som da du selv var barn. Det er en måde, hvor du har mulighed for at opleve din gade/nabolag på en helt ny måde, og se dagen igennem nogle andre farver, et andet lys og et helt nyt perspektiv.

Øvelse: Kan du være kreativ?

De fleste voksne kan have svært ved at turde at opleve verden som et barn, igen. Kunstnere betales tusindevis af kroner for et maleri/kunstværk som er produceret imens de var legende, kreative, barnlige, passionerede og lyststyret, for at vi kan hænge det på væggen derhjemme og føle os sofistikeret… Hvornår har du sidst malet et billede? Stop med alle undskyldningerne om hvorvidt du er god/dårlig til at male eller ikke har tid. Øvelse gør mester om du så vil være mester i det eller ej, så er øvelsen også en rejse. Tid er en prioritering – find tiden til det, så vil du opleve livet på en ny måde, der giver dig perspektiv. Eller vil du hellere gøre det samme, som du plejer og holde fast i dine vaner? Nye ting, små som store, kan få voksne fornuftige mennesker til at føle sig utrygge og akavet. Men det er netop via utryghed og akavethed, vi kan finde os selv og give os selv nyt perspektiv på verden.

 

God fornøjelse – jeg håber, at du tør at se livet igennem nye briller og udfordre dig selv. Hvem gider at leve andres liv og følge andres kedelige normer? Dig? Nej vel!

Børneopdragelse – 7 synder, du aldrig må begå!

Børneopdragelse - 7 synder, du aldrig må begå!

Børneopdragelse – 7 synder, du aldrig må begå! – Er gode råd givet videre fra voresbørn.dk som er så relevante og gode at jeg måtte dele dem med jer der har børn eller en dag skal have børn. Måske også til dig der bare er onkel, pædagog, tante eller børnepasser i weekenden… Børneopdragelse har ændret sig meget siden jeg selv var barn – absolut til det bedre men jeg mener også at mange forkæler deres børn for meget eller rettere spolerer børnene, ved ikke at sætte grænser samt at være tydelig nok i deres opdragelse. “Børn skal ses og ikke høres” er et gammelt ordsprog men i dag er det desværre blevet for meget af det gode så det tegner til at dagens ordsprog ville have været “Børn skal se og høres og diktere en families ønsker og dets behov skal prioriteres frem for andres, for vi vil nødig føle at vi er onde når vi sætter grænser”! Jeg håber at tendensen snart finder et midterpunkt, hvor man som forældre, formår at finde en gylden mellemvej. Det pisser mig af når jeg ser mødre og fædre i supermarkedet, som ikke har overskud til at sige fra til sit barn men i stedet bøjer efter, selvom forældreren lige har sagt ‘nej’ til feks. at barnet skal have is kl 17.10 i supermarkedet. Typisk plager barnet (intelligent nok fordi det jo virker) om at få isen og til sidst bøjer forældreren sig og siger ‘ja’ for at undgå konflikter og ‘føle sig ond’. Dét mener jeg næsten er lige så slemt og spolerende, som børn der ikke får lov til noget nogensinde. Jeg må konstatere at der er 2 grøfter af børneopdragelsen igennem min tid og lige nu er vi også i en grøft af alt for overbærende forældre med vage grænser – jeg håber at en artikel som denne vil få os alle på ‘vejen’ og ikke i flere grøfter. 🙂

Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen guider dig uden om de syv allerværste synder, du kan begå over for dit barn (og som ikke er så ualmindelige endda) – og viser, hvad du kan gøre i stedet.

Stikker du indimellem junior en hvid løgn? Eller kommer du til at hæve stemmen, når han ikke hører efter? Så er denne artikel skrevet til dig. Disse to ting er nemlig blandt de syv synder inden for opdragelse, som du helst ikke må begå.

Læs med, og få børnepsykologens råd til, hvordan du styrer uden om synderne på en god og fornuftig måde.

1. Du må ikke 
råbe ind i ansigtet

Fysisk afstraffelse er forbudt ved lov. Det ved alle, og de færreste gør det heldigvis.

Men selv om det ikke er forbudt at råbe børn ind i hovedet, er det faktisk lige så slemt for dit barn at opleve en vred og afmægtig voksen, der råber: ‘Hvad VAR det, jeg lige sagde om at smøre den banan ud over din flyverdragt?! Tror du, det var for SJOV, jeg sagde det? Hvorfor kan du aldrig høre efter, når jeg siger noget til dig?! For fanden, altså, hvor skal jeg bare sige det mange gange!’

Den slags udfald er muligvis menneskelige, men de er no go, når det gælder små børn.

LÆS OGSÅ: Opdragelse. Stå fast, kære mor!

Derfor er det en synd

65 kilo voksen vrede er ekstremt skræmmende for et lille barn at få hældt ud over sig. Ofte forstår barnet ikke, hvad det er for en grænse, det har overskredet – heller ikke selv om du har sagt det ‘100 gange’. Børn er slet ikke så gode til at læse os, som vi tror. Når møgfaldet kommer, er barnet uforberedt og bliver forfærdelig forskrækket.

Mange gange ved barnet heller ikke, hvordan det skal reagere på overfusningen, så det ‘fryser’ fuldstændig. Muligvis holder det op med at smøre banan rundt på flyverdragten i bar forskrækkelse, men det er kun en lille sejr. Barnet taber nemlig troen på din kærlighed.

Det kan simpelthen ikke tro på, at en, der elsker det, kan finde på at råbe på den måde. Barnet mister tillid og respekt og vil fremover være bange for, hvornår det sker igen. Fremfor at forstå budskabet i det, du siger (råber).

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Er skældud ok eller no-go?

Det kan du gøre i stedet

Alle børn kan bringe os derhen, hvor vi ikke kan mere. Hvor vi er så trætte, afmægtige og frustrerede, at vi er ved at skrige. Når du mærker, at du har det sådan, så erkend det frem for at være sej og holde ud. Slug ikke endnu en kvalmeudløsende kamel, men fjern dig i stedet fra situationen.

Er I hjemme, så sæt dit barn i tremmesengen, hvor det ikke kan komme til skade, og sig ‘nu må du sidde her, for mor har brug for en pause’. Dit barn skriger måske, men det er bedre, end at du mister besindelsen. Gå ind i stuen, lav en kop kaffe, og træk vejret dybt.

Er I ude – for eksempel i supermarkedet – så drop indkøbene, og kør hjem igen. Sæt gerne ord på, og sig ‘jeg kan mærke, at det her går i fisk for mig, så vi kører hjem igen’. Hvis I er to voksne sammen, så lad den anden forælder tage over, indtil du har fået talt til ti (eller 1.000!).

LÆS OGSÅ: Anerkendende opdragelse: En uge uden ris, ros eller trusler

Har du syndet?

Hvis du er kommet til at råbe af dit barn, så vent, til du er faldet til ro, og sig undskyld. Tilpas sproget efter dit barns alder. En etårig kan godt forstå et simpelt ‘gode venner’ kombineret med kærlige strøg over armen. Til en fireårig kan du være mere verbal og sige ‘det var forkert af mig, at jeg råbte, det må du undskylde’.

Psst!

Er du kommet til at reagere meget voldsomt over for dit barn, så kontakt en børnepsykolog, der kan hjælpe dit barn med at bearbejde oplevelsen og dig med at få dit liv og temperament på ret kurs.

2. Du må ikke lyve

At lyve er ikke at fortælle sandheden. Det gælder, selv om formålet er at få lidt sundt i den lille kræsenpind (‘nej skat, der er ingen grønsager i sovsen, det er kun kød’).

Og det gælder, når du forsøger at skærme dig selv eller dit barn mod en sandhed, du synes er for hård (‘mormor er ikke syg, hun har bare så travlt for tiden, at hun ikke har tid til at hente dig fra børnehaven’ eller ‘nej skat, far og mor skal ikke skilles, far er bare ude at rejse og kommer snart igen’).

Derfor er det en synd

Et barn, der opdager, at du lyver, mister tilliden til, at det kan regne med dig. Og løgne bliver opdaget, hvad enten det handler om, at der ikke er mere slik tilbage (‘jo, mor, det ligger da lige oppe i skabet?’), eller større problemer som sygdom eller skilsmisse (‘hvorfor er I så sure på hinanden?’).

LÆS OGSÅ: Børneopdragelse: Er I altid enige?

Måske lyder det lidt rigidt, at du ikke må lyve om de skrællede gulerødder i sovsen, men en løgn er en løgn i dit barns hoved. Hver gang du lyver, planter du et lille frø i det, der hedder ‘jeg kan ikke stole på min mor og far’. Måske tænker du, at det er dit barn alt for lille til at forstå, men dit barn registrerer stemninger, lukkede døre og mærkelige ansigtsudtryk.

Der kan også ske det, at barnet loyalt tror, at du selv ikke kender sandheden. ‘Ved mor slet ikke, at mormor er syg, eller at far er henne hos hende damen? Hvor er det synd for hende’ kan barnet tænke, og så går det alene rundt med den sorg.

Sådan kan du gøre i stedet

Fortæl sandheden, men tilpas den efter dit barns alder. Hvis mormor ikke kommer og henter i denne uge, fordi hun ligger på hospitalet, så sig det ligeud. Men sig også, at lægerne passer godt på hende, og at hun får rigtig god medicin. Det er bedre at turde konfrontere virkeligheden og risikere at komme til at sige sandheden lidt kluntet end at forsøge at snyde.

Der er dog undtagelser: Hvis dit lille, sensitive barn for eksempel er bekymret for en herreløs hund uden for Netto, kan du godt stikke en hvid løgn og sige, at den bliver hentet af sin ejer om lidt

LÆS OGSÅ: 13 myter om opdragelse

Har du syndet?

Kom du til at lyve, og blev du taget i det? Sig – alt efter løgnens art – ‘ej, du har ret. Jeg sagde, at der ikke var grønsager i, og så var der det alligevel. Nu føler jeg mig faktisk flov, for vi skal ikke snyde hinanden i vores familie.

læs resten af artiklen på voresbørn.dk